Udstilling: Rødderne og solsystemet

Kom til udstilling på Hovedbiblioteket sammen med Rødderne fra Gungehusskolen
Dato
Tid
10:00 - 18:00
Adresse

Hvidovrevej 280
2650 Hvidovre
Danmark

En klasse med interesse for astronomi

I Rødderne, som er Gungehus’ børnehaveklasse for børn med udfordringer og særlige behov, har lærere og elever arbejdet med solsystemet de sidste par måneder. Det er der kommet nogle flotte plancher og uroer ud af, som vil blive udstillet på Hvidovre Hovedbibliotek fra den 11. juni. 

I projektet er der lagt stor vægt på at styrke børnenes kreative tænkning og nysgerrighed, samt at der har været kunstnerisk frihed for børnene – uden at voksne har rettet til. Børnenes interesse for solsystemet har været en fantastisk indgangsvinkel, hvor skolen har kunnet kombinere flere fagområder og metoder. Der er blevet arbejdet med både læsning, tegning, beregning og lavet modeller af planeter, hvilket har gjort det muligt for børnene at lære om astronomi på en måde, der også er sjov. 

Astronomi er et emne, der virkelig fanger børnenes interesse, og det har været let at ”pakke” forskellige faglige elementer ind i projektet. Deres videbegærlighed har været drivkraften i projektet, og det er tydeligt, at de har fået en større forståelse for både naturvidenskab, matematik og sprog gennem deres arbejde.

Med assistance fra Hovedbiblioteket

I dette skoleår har der været et tæt samarbejde med Hvidovre Hovedbibliotek om den litteratur, klassen har haft brug for at læse til forskellige projekter. Tidligere har der blandt andet været et superhelteprojekt samt en ”læs løs”-periode, og børnene har desuden været på ABC- og naturforløb på biblioteket til stor glæde for børn og voksne. 

At de stolte elever nu har fået mulighed for at udstille deres projekt omkring solsystemet oppe på Hovedbiblioteket, giver dem en særlig motivation til at fordybe sig i arbejdet, og det er samtidig en stor anerkendelse for dem. Samtidig demonstrerer udstillingen, hvordan et kreativt og tværfagligt projekt kan udvikle børns læring og nysgerrighed. 

Fri adgang